Til pårørende – Samarbejdet

CentrumPlus

En tryg base for både dig og dit familiemedlem

Som pårørende til borgere hos CentrumPlus får du kvalificeret støtte til den person, du er pårørende til. Og du får samtidig et rum, hvor der er plads og støtte til dig som pårørende.

 

Skræddersyet støtte til voksne med autisme – og deres pårørende

Hos CentrumPlus får dit voksne familiemedlem med autisme et skræddersyet socialpædagogiske aktivitets- og samværstilbud, bostøtte eller praktisk hjælp i eget hjem, alt efter hvad de har fået bevilliget af kommunen.

Læs mere om støtte i eget hjem

Læs mere om vores aktivitetstilbud

Et trygt sted for borgere og pårørende

Det har været vigtigt for os at skabe et sted, hvor både du og den borger, du er pårørende til, bliver mødt med respekt, åbenhed og et oprigtigt ønske om at se og forstå det menneske, vi sidder over for. Et sted, hvor både borgere og pårørende kan sænke skuldrene i tryg forvisning om, at her får I den støtte, I har behov for.

De tre grundpiller for vores arbejde

• Specialistviden

• Samarbejde

• Fællesskab

Specialistviden

Dit familiemedlem er i trygge hænder

 

Hos CentrumPlus er vi specialister i at sammensætte stimulerende, meningsfulde socialpædagogiske tilbud til voksne med autisme og et højt støttebehov. Så du kan være helt tryg ved, at dit familiemedlem er i gode hænder hos vores faguddannede personale.

Her er ikke nogen, der bare skal parkeres. Vi tror på, at alle kan noget, og det er de ressourcer, vi støtter og fremmer hos hver enkelt af vores borgere.

Du kan læse mere om vores konkrete metoder her

Samarbejde

Du og borgeren er eksperterne

 

Som pårørende til en af vores borgere er du den, der kender borgeren bedst, og det er dig og borgeren der er eksperter i, hvad der er vigtigt, meningsfuldt og realistisk for netop dem.

Hvad kan de lide at lave? Hvilke personlige ressourcer kommer de med? Hvad har de tidligere vist interesse for? Hvor kan vi støtte dem endnu mere?

Den viden er fundamentet for det konkrete program, vi sammensætter til borgeren. Derfor er et tæt og tillidsbaseret samarbejde med dig som pårørende vigtigt for os. Sammen med borgeren følger vi løbende op på samarbejdet og sikrer, at vi har en fælles forståelse og tydelige rammer for samarbejdet.

Se også vores pårørendepolitik

Fællesskab

Mød andre med samme udfordringer

 

Som pårørende står man ofte alene med de spørgsmål og udfordringer, der følger med at have et familiemedlem med et højt støttebehov. Men ikke hos CentrumPlus.

Netværk for pårørende

Vores pårørende mødes fast fire gange om året i vores lokaler. Her kan du sparre med andre pårørende, og I kan lære af hinandens erfaringer. Vi supplerer netværksmøderne med relevante faglige oplæg.

Pårørendeambassadør

Vores pårørendeambassadør er altid parat til at støtte dig med råd og vejledning og besvare dine spørgsmål. Det er også pårørendeambassadøren, du kommer til at tale med om møder og deltagelse i vores arrangementer. Ambassadøren er specialist i pårørendesamarbejde og kan vejlede, hvis der opstår misforståelser.

FAQ

Det spørger andre pårørende om

Hvem hjælper I i jeres tilbud?

Vi hjælper voksne med autisme­spektrumforstyrrelser og eventuelle tillægsdiagnoser, der har brug for høj til fuld 1:1 støtte.

Vores tilbud er rettet mod personer, der er mellem 18 og 55 år og har fået bevilliget et eller flere af disse tilbud:

  • aktivitets- og samværstilbud efter Servicelovens paragraf 104
  • socialpædagogisk støtte i eget hjem efter Servicelovens paragraf 85
  • personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem efter Servicelovens paragraf 83.
Hvornår er jeg pårørende?

Det er borgeren, der bruger vores tilbud, eller dennes værge, der bestemmer, hvem vi skal betragte som de primære pårørende.

Typisk er det borgerens forældre, søskende, ægtefælle/samlever eller børn. Borgeren kan også pege på andre slægtninge, venner og personer, de har en nær relation til.

Hvad forventer I af mig som pårørende?

Vi ser dig som en vigtig samarbejdspartner, og vi har gode erfaringer med, at pårørende deltager aktivt i borgerens liv og beslutninger, i det omfang borgeren og du selv ønsker det.

Du vil typisk blive inviteret til at deltage i afklaring, møder, aktiviteter og planlægning af arrangementer, så vi sammen skaber de bedste rammer for, at borgeren trives hos os.

Hvor meget bliver jeg holdt informeret som pårørende?

Som medarbejdere har vi tavshedspligt. Det er derfor borgeren eller dennes værge, der bestemmer, hvor meget information vi må dele med dig som pårørende.

Vi ser det som en stor styrke i relationen og samarbejdet, at du kan følge med i borgerens hverdag og snakke om konkrete oplevelser. Så når vi får samtykke til det, holder vi dig løbende opdateret og laver hvert kvartal en video med de aktiviteter og ture, borgeren har deltaget i.

Du er også altid velkommen til at tage fat i vores pårørendeambassadør, hvis du er i tvivl om noget.

Find kontaktoplysningerne her 

Hvornår må jeg komme på besøg?

Du er velkommen til at besøge os, når borgeren ønsker det. Af hensyn til alle borgernes trivsel beder vi dig kontakte os først, så vi sammen kan planlægge besøget og sikre, at de er forberedte.

Hvilke aktiviteter kan borgeren lave i aktivitetstilbuddet?

Vi har mulighed for at lave en bred vifte af aktiviteter i vores aktivitetslokaler og i lokalområdet. Vi lægger vægt på, at aktiviteterne er meningsfulde og stimulerende for den enkelte borger, og sammensætter et individuelt program ud fra deres interesser og funktionsevne.

Læs mere om vores aktivitetstilbud her

Hvor foregår aktiviteterne i aktivitetstilbuddet?

Vores aktivitetstilbud har til huse i rolige, skærmede lokaler på Herstedvang 12A i Albertslund.

Find os her 

Hvor mange andre borgere deltager i aktiviteterne?

Aktiviteterne foregår i små grupper på højst otte borgere, som sidder i samme rum og enten laver noget sammen eller hver for sig. Da vi har 1:1 støtte til borgerne, er der også mulighed for at lave aktiviteter individuelt i mindre rum eller ude af huset.

Jeg har flere spørgsmål – hvem skal jeg kontakte?

Vores pårørendeambassadør kan hjælpe med de fleste spørgsmål, du har som pårørende til en af vores borgere.

Find kontaktoplysningerne her